Velkommen til Gospel-kids Festival 2026 i Bramming, Jylland. Festivalen er for alle børn i 2.-8. klasse, der kan lide at synge - både dem, der i forvejen har prøvet at synge i børnekor eller Gospel-kids-gruppe, men også for alle andre, der har lyst til at være med.
Årets tema er ”Håb på Ham”. Vi skal synge og høre om mennesker fra Bibelen, som oplevede, at livet kunne være svært – men Gud var altid med dem. Daniel blev reddet fra både løverne og ilden. Josef stolede på Gud, selv når tingene var rigtig uretfærdige. Når vi i dag vil se, hvor stor Guds kærlighed er, kan vi huske, at Jesus gav sit liv på korset for os. Derfor kan vi altid håbe på ham.
Der er skrevet tre helt nye sange, som vi skal lære – det bliver en kæmpe fest!
På Gospel-kids Festival får børnene masser af sang både i et stort fælles kor og i enten lillekoret eller storekoret. Festivalen slutter med en koncert, hvor børnene synger de sange, de får lært på festivalen, og et band spiller til. Det skal opleves!
Festivalen har et stramt program med masser af sang, bibelfortælling, sjov og hygge, og det er vigtigt for os, at børnene får en god oplevelse. Derfor er det en fordel, at børnene kender programmet på forhånd og er indstillet på at deltage i "hele pakken" — det vil sige, at de synger meget i kor, deltager i aktiviteter og overnatter på skolen. Der vil altid være voksne til stede, som børnene kan henvende sig til, men der er ikke en fast tilknyttet voksen, medmindre en lokal korleder deltager. Det kan være en god idé for børnene at følges med en ven eller flere, som de kender, for at sikre tryghed under festivalen.
Voksne er også velkomne både som hjælpere i hele festivalen og til korlederworkshoppen lørdag. Læs mere under voksne.
Festivalen arrangeres af Gospel-kids, IM-musik, DFS og Sydvestjyllands Efterskole.